|
Ingeniøruddannelsen i Arktisk Teknologi
Arktisk Teknologi er en 4-årig ingeniøruddannelse fra Danmarks Tekniske Universitet. Den er specielt rettet mod ingeniørarbejde under ekstreme klimatiske og geografiske forhold i arktiske områder som fx Grønland.
Man kan vælge mellem 3 specialiseringer:
Byggeri fokuserer bl.a. på husbygning i et koldt klima med lav solhøjde og vejbygning i et landskab med fjeld og permafrost.
By, Plan & Miljø fokuserer bl.a. på byplanlægning, vandindvinding og bortskaffelse af affald og spildevand samt bæredygtig udvikling i tyndtbefolkede egne med isolerede samfund.
Geologi - Anlæg & Råstoffer fokuserer bl.a. på anlæg inde i fjeldet samt eftersøgning, kortlægning og udvinding af de mange naturressourcer i Arktis.
Der er særdeles gode jobmuligheder i Grønland. Og udover i Grønland kan man arbejde som specialist i andre arktiske egne i fx Norge, Canada, Alaska eller Sibirien. Men man kan også arbejde som ingeniør inden for sit specialeområde i Danmark og internationalt.
Uddannelsen foregår dels ved Center for Arktisk Teknologi i Sisimiut og dels ved Danmarks Tekniske Universitet i København - evt. med et semester i udlandet.
Læs mere om livet i Sisimiut her!
|